... jeg prøver nogle gange om morgenen, når familien stadig ligger i coma og tankerne kan få frit løb uden at snuble over krævende børnestemmer og legetøj og tegnefilmskingre stemmer at tænke igennem hvad det er, der gør, at jeg skal se på muslimer og islam med milde og forstående øjne. Når morgener er gode til den slags, er det fordi man er mere uhildet efter søvnen. Drømmene har mindet én om hvor irrationelt et menneske man er, hvor meget ukontrollerbart og uheldsvangert man har i sig - sammen med gode ting også, selvfølgelig - og det skulle gerne gøre én mere forstående. Så jeg prøver at se det fra deres side, de muslimske landes og deres indbyggere og dem, som vi huser herhjemme. Prøver at indleve mig i, hvordan de har det og hvad de er oppe imod. Men selv under sådanne tænksomme morgenøvelser kan jeg højst nå frem til, at mange muslimer ikke vil deres eget bedste. At de spiller højt spil og ikke engang rigtigt bekymrer sig om det går galt. For hellere det end ingenting. Jeg kan selv i de tidlige morgentimer ikke se, at der kommer andet end ulykker ud af det muslimske projekt. Det virker, som om det er ved at udvikle sig til én stor selvmordskultur.Weekendavisen, 21.4.2006
- Bo Bjørnvig